Anarkisme og feminisme - foredrag v. historiker Dolors Marin

Anarkisme og feminisme - foredrag v. historiker Dolors Marin

søn d. 19. sep 16:00 - 18:00

Folkets Hus 1.sal, Stengade 50, 2200, København N

Skrevet af Lars Troels

I forlængelse af udgivelsesfesten for Anarkisme - en grundbog i Byens Lys lørdag den 18. september holder bogens forfatter, den catalanske historiker Dolors Marin, et foredrag på 1. salen i Folkets Hus om forholdet mellem anarkisme og feminisme i historisk perspektiv. Hun vil blandt andet komme ind på Mary Wollstonecraft, Flora Tristan, Charles Fourier, Louise Michel, Emma Goldman, Antonia Maymón og Teresa Claramunt. Det overordnede afsæt for foredraget tager sit udgangspunkt i følgende passage fra Anarkisme - en grundbog:

"Både arbejderkvinder og borgerlige kvinder opdagede snart, at de – hvis de umiddelbart så bort fra deres klassemodsætninger – havde en fælles fjende: Partriarkatet, der forviste dem til en andenrangsplads i organiseringen af de sociale relationer. Midt under industrialiseringen fødtes en af de stærkeste bevægelser, som helt grundlæggende skulle vende op og ned på et ulige og hierarkisk underkastelsessystem, der havde sin rod helt tilbage i bondestenalderen. Feminismen – en social, kulturel og politisk bevægelse – blev født og gjorde med udgangspunkt i direkte aktion i det offentlige rum krav på lighed mellem alle mennesker.
Anarkismen – denne sociale bevægelse, der opstår i samme periode – deler mange af de feministiske bevægelsers forenings- og kamp- praksisser. Meget lidt af interaktionen mellem feminisme og anarkisme er blevet undersøgt, både fordi anarkisterne simplificerer eller undgår »kvindeproblemet« og fordi de hævder, at den sociale revolution overordnet set vil realisere denne så eftertragtede lighed. På baggrund af historiske analyser ved vi, at det ikke forholder sig sådan i praksis. Kvinderne har måttet forsvare deres krav med næb og kløer på trods af deres kampfællers gode eller mindre gode intentioner. Måden hvorpå de er blevet usynliggjort, endda inden for den syndikalistiske og teoretiske diskurs, er et tydeligt bevis på nedvurderingen af de kæmpende kvinders sag."

Foredraget holdes på spansk og tolkes undervejs til dansk med mulighed for efterfølgende at stille spørgsmål til forfatteren og debattere.

Arrangementet er gratis.