Lancering af ANARKISME - EN GRUNDBOG

Lancering af ANARKISME - EN GRUNDBOG

Sat 18. Sep 17:00 - 23:45

Byens Lys, Fabriksområdet, Christiania, 1440, København K

Posted by Lars Troels

Hvis du trænger til en på opleveren, så sæt kryds i kalenderen ud for lørdag den 18. september 2021, hvor aftenens program står på en overflyvning af anarkismens historie i Byens Lys på Christiania.

Det er lidt over 40 år siden, at det sidste historiske overbliksværk om anarkismen blev udgivet på dansk (Michael Helms tekstbog Anarkismens grundidéer, Hans Reitzel, 1980), og derfor lancerer forlaget politisk revy nu Anarkisme - en grundbog af den catalanske historiker Dolors Marin som led i fejringen af Fristaden Christianias 50 års jubilæum.

I Anarkisme - en grundbog trækker Marin linjerne op kronologisk i europæisk, nord- og sydamerikansk anarkisme – fra de første jordbesættere og maskinstormere helt op til nutidens zapatisme – med et utal af biografiske nedslag, begrebsafklaringer, indskud og citater i én sprudlende vilterhed. Meningen med oversættelsen af bogen til dansk er at sørge for et ajourført oversigtsværk til gymnasieeleven, den universitetsstuderende og alment interesserede.

Udgivelsesarrangementet løber af stablen ud fra følgende program:

Kl. 17: Dokumentarfilmvisning om spansk anarkisme med danske undertekster (Vivir la utopía, 1996)
Kl. 18.30: Folkekøkken
KL. 19.30: Foredrag om anarkismen ved Dolors Marin tolket til dansk
Kl. 20.30: Spørgsmål til forfatteren og debat
Efterfølgende sprød musik i højtalerne og åben bar

Vel mødt!

OM FORFATTEREN:

Den catalanske historiker Dolors Marin (f. 1957) har i efterhånden mange år forsket i og skrevet om anarkismen. Med en ph.d.-grad fra Barcelonas Universitet samt studier ved Sorbonne i Paris er hun velbevandret i emnet, og gennem årene har hun i stribevis af bøger berettet om særligt anarkismens historie på Den Iberiske Halvø. Fx tages anarkistopstanden i Barcelona i 1909 under behandling i La Semana Trágica [Den Tragiske Uge] (2009), ministeranarkismen i Spanien i årene 1936-39 i Ministros anarquistas (2005), anarkisternes modstand mod Franco-diktaturet i kølvandet på den spanske borgerkrig i Clandestinos: el maquis contra el franquismo (1934-1975) [Under jorden: Maquis mod Franco-diktaturet] (2002), spansk anarkisme gennem 100 år i Anarquistas – un siglo de movimiento libertario en España [Anarkister – den libertære bevægelse i Spanien gennem 100 år] (2010) og senest de antiklerikale kvinder i Espiritistes i lluirepensadores [Spiritister og fritænkere] (2018). Og så er kun et udsnit af hendes produktion nævnt. Derudover har hun sideløbende med arbejdet som gymnasielærer formidlet sin historiker-aktivisme i radiointerviews, gennem foredrag i libertære boghandlere og på anarkistiske bogmesser over hele Spanien. Anarkisme - en grundbog er hendes første bog i dansk oversættelse.