Tegninger af lejre

Tegninger af lejre

tor d. 5. dec 15:00 - 18:00

Hospital Prison University Archive, Læssøesgade 3, 1. sal, 2200, København N

Skrevet af Hospital Prison University Archive

Hver torsdag

Hospital Prison University Archives tiende fremvisning tager udgangspunkt i den chilenske arkitekt Miguel Lawners tegninger fra interneringslejre i Chile under det fascistiske diktatur i midten af 1970erne og Nermin Durakovic's tegninger af de danske asyllejres indretning fra 90'erne. Fremvisningen er tilgængelig til og med torsdag d. 30. januar 2020.

Som noget nyt har vi etableret en redaktionsgruppe, som skal stå for produktion af radioudsendelser og mulige arrangementer i løbet af udstillingen. Denne gruppe består af Marie Northroup, Farhiya Khalid, Jeppe Wedel-Brandt, Mikkel Bolt, Nermin Durakovic og jeg, Jakob Jakobsen. Vores fælles udgangspunkt er en fundamental kritik af lejren og dens vold, og udgangspunktet for de kommende måneders arbejde er, at lejrenes vold skal synliggøres og ikke mindst, at de skal lukkes.

Miguel Lawners historie er specielt interessant, fordi han endte i Danmark som politisk flygtning i 1975. Lawner var en central skikkelse under Salvador Allendes socialistiske projekt i Chile fra 1970 til 1973. Han stod for planlægningen og udbygningen af socialt boligbyggeri for det chilenske folk. Da militæret tog magten ved et blodigt kup i september 1973, blev Lawner interneret sammen med tusindevis af andre som havde været med til arbejde for et socialistisk Chile. Han blev flyttet mellem forskellige interneringslejre og endte en ø i det sydlige Chile med navnet Isla Dawson. I løbet af sin internering var Lawner begyndt at tegne, hvilket var meget farligt og kunne have voldsomme konsekvenser, hvis det blev opdaget. Lawner tegnede for at dokumentere forholdene i lejrene og nogle af tegningerne blev smuglet ud på forskellig vis. Lawners vigtigste projekt var at dokumentere den nyopførte lejr på Isla Dawson. Det var simpelthen for farligt at prøve at smugle tegningerne ud, så han begyndte at opmåle lejren og memorere dimensionerne med henblik på at lave en tegning når/hvis han blev løsladt. Efter internationalt pres blev Lawner løsladt i 1975 og endte tilfældigvis i Danmark. Her begyndte han at udføre de memorerede tegninger, som blev vist på en udstilling i Albertslund Kulturhus. Udstillingen og fremvisning af eksistensen af koncentrationslejre i Chile skabte et ramaskrig i den danske offentlighed.

I en dansk kontekst har jeg fulgt billedkunstneren Nermin Durakovićs arbejdet med lejren over en årrække. Med udgangspunkt i de danske asyllejres indretning og design, har han udarbejdet en række 3D-modeller, hvorigennem han genskaber forskellige rum fra asylcentrene og deres æstetik fra de tidlige 90'ere. Tegningerne viser en række private og offentlige rum, som de var indrettet og møbleret, før de blev taget i brug. Disse 3D-modeller er printet på transparent papir og opleves i form af stregtegninger, men er oprindeligt udstillet som en kunstinstallation med overheadprojektorer i 2015. Nermin har gennemgående forholdt sig kritisk til den danske asylpolitik. Hans position spænder fra at have et personligt forhold til asyltematikken, som asylansøger fra det tidligere Jugoslavien i start-90'erne, til at være en aktiv samtidig stemme imod lejren som politisk form.

Både Lawners og Nermins måde at dokumentere lejrene i Chile og Danmark er renset for sentimentalitet, og tegningerne ligner mest af alt tekniske tegninger. Udstillingen består af fem af Nermins tegninger sammen med en foliobog med Lawners tegninger, som blev udgivet i 1976 på Husets Forlag i Aarhus.

Hospital Prison University Archive findes i et kontorlokale på 1. sal i min andelsboligforening og har åbent hver torsdag kl. 15-18. Hospital Prison University Radio kører dag og nat på hospitalprisonuniversity.net. Podcasts kan findes på iTunes og SoundCloud.

Vi glæder os til at fortsætte samtalerne om afskaffelsen af lejren,

mange hilsner fra Jakob Jakobsen - sammen med Nermin Duraković, Marie Northrup, Farhiya Khalid, Jeppe Wedel-Brandt og Mikkel Bolt.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

Mere info