"The Proposition" - Biograf I Folkets Hus

"The Proposition" - Biograf I Folkets Hus

søn d. 14. okt 16:00 - 18:00

Folkets Hus, Stengade 50, 2200, København N

Skrevet af sredna

”The Proposition” er en dyster og brutal rejse ind i Australiens særprægede historie – og ifølge Nick Cave tog det ham blot et par dage at skrive manuskriptet, hvorimod han bruger måneder og år på at skrive en sang. ”The Proposition” bærer nu på ingen måde præg at være forhastet venstrehåndsarbejde. Tværtimod. Nick Cave fører os tilbage til 1880’erne, hvor lovløshed og kriminalitet hærger Australien. Kriminelle bander, aborginals og fordrukne engelske soldater, officerer og embedsmænd dræber, voldtager og plyndrer hinanden i et mørkt og amoralsk univers, hvor de gode er onde, de onde er meget onde, og hvor næsten alle er grimme, grænsende til det deforme.

Stanley er officer og udsendt af den engelske hær for at skabe ro og orden. Indledningsvist, og i et vildt inferno af skud og drab, fanger han de to brødre Charlie og Mikey, der er eftersøgt for en bestialsk voldtægt af en gravid kvinde, men Arthur, den tredje bror i slænget og den værste af dem alle, slipper væk. Stanley giver Charlie det uanstændige Abel og Kain’ske tilbud, at hvis han tager ud og dræber Arthur, vil han selv og Mikey få lov til at leve. Herfra og gennem resten af filmen går handlingen sikkert, skridt for skridt, ned ad den moralske stige; brudte løfter, hævn og afstumpet vold forenes i en dramatisk og ond cyklus, for til sidst alligevel at ende overraskende.

Nick Cave forholder sig kompromisløst til Australiens historie, men det er ikke en overfortolkning at konkludere, at ”The Proposition” også er en kærlighedserklæring til hans land. I sær kontrast til de mange blodige scener er der fantastiske og kunstneriske portrætter af den storslåede australske natur, af folk af aborginal-afstamning og af de mange skæve eksistenser, der immigrerede til Australien i sin tid.
Det er Nick Cave selv, hjulpet af Bad Seed-violinisten Warren Ellis, der har komponeret soundtracket til filmen. Et soundtrack, der på glimrende vis understøtter filmens dystre tone.

Som i mange af specielt Nick Caves tidlige album og sangtekster forholder The Proposition sig også til nogle af de mest drabelige historier og øje-for-øje-moraler fra Det Gamle Testamente. Men det var åbenbart ikke alle, der syntes lige godt om denne form for Cave’sk anti-western, for efter bare ti minutter udvandrede de første fra biografen, og siden søgte (et fåtal, ganske vist, men alligevel) andre også mod udgangen. Men for alle andre, der enten havde et specielt geografisk tilhørsforhold til aftenens land i fokus eller bare havde glædet sig til at se endnu et aspekt af Nick Caves talent, var det en film og en oplevelse, der fornemt forbandt kunst, historie og vildskab.

Instr.: John Hillcoat
Manus.: Nick Cave
Medv.: Tom Budge, Guy Pierce, Emily Watson, Ray Winston