Nørrebro Pride 2018

Nørrebro Pride 2018

lør d. 18. aug 12:00 - 22:00

Nørrebro station, Nørrebrogade 253, 2200, København

Skrevet af andrea

Vi organiserer en Nørrebro Pride med det formål at give lyd til Nørrebros LGBTQ+ miljøer. Vi vil fejre alle de lokale kræfter, som bruger alle årets dage på at skabe rum, hvor LGBTQ+-personer får plads til selv at identificere egne følelser og væren uden at skulle forklare, retfærdiggøre eller undskylde sig.

Nørrebro Pride er til for tydeliggøre at ikke alle LGBTQ+ personer er hvide, ciskønnede og kropsduelige, at vi også er personer der er racegjorte minoriteter, der er transkønnede, der er non-binære, der har et eller flere handikap, der er religiøse, der ikke har statsborgerskab, der er psykisk sårbare, der er sexarbejdere, der er omsorgspersoner, og personer der endnu ikke ved hvad de er, men bare ved at de ikke er en del af normen.

Vi mener, at hvis man som etableret fællesskab insisterer på at være repræsentativ og inkluderende, bliver man nødt til at gøre en indsats for også at repræsentere og inkludere netop de identiteter, der ofte anses for at være for ”queer” til mainstream fortolkninger af LGBTQ+ miljøet. Denne indsats skal og må ske på bekostning af politiske partier, politiet, og de virksomheder, der profiterer på at iscenesætte sig selv som ”progressive” og ”tolerante”. Priden er mange steder blevet en arena hvor man giver plads til aktører hvis eksistensgrundlag reproducerer kapitalistiske og imperialistiske hierarkiseringer, der placerer individer og grupper i et værdisystem, der belønner de identiteter, der automatisk indordner sig normen, og abjektgør de identiteter, der ikke gør.

Som queer- og transpersoner, hvis offentlige tilstedeværelse stadigvæk er betinget af hvorvidt det heteronormative samfund ”tolererer” os, gider vi simpelthen ikke stille vores kroppe til skue som var vi dyr i en safaripark. Et skue hvor heteroseksuelle mennesker kan vise deres solidaritet med vores ”kamp for accept” af normkroppen, samt blive klogere på vores ”fremmede” måde at være til på.

Nørrebro Pride skal være et sted hvor vi og vores medqueers kan udfolde os på vores egne præmisser uden at skulle stå til ansvar overfor et samfund, der allernådigst ”giver” os rettigheder mod at vi moderer os selv. I stedet husker vi de mange mennesker, der har banet vejen før os og fortsætter kampen mod den assimilering, der blot er endnu et forsøg på at distrahere os fra de traumer og uretfærdigheder vi stadigt udsættes for. Vi er her ikke for at shoppe eller forsikre nogen om kernefamiliens fremtid. Vores liv er for smukke og komplekse til at opretholde den fantasi. Og den 18. august vil vi fejre hvordan vi i er stand til at ændre samfundet.

Mere info