Billedeaften i Bogcaféen Barrikaden - Tysklands yngste by

Billedeaften i Bogcaféen Barrikaden - Tysklands yngste by

tor d. 25. jan 20:00 - 22:00

Bogcaféen Barrikaden, Dortheavej 61, 2400, København NV

Skrevet af Bogcaféen Barrikaden

I år 2020 vil Tysklands nye by Schnöggersburg efter planen stå færdig og klar. Men på trods af de 520 opførte bygninger, de mange pladser, butikker, industriområde, flod, undergrundssystem, skole, parlament og meget andet skal Schnöggersburg ikke beboes. I gaderne og bygningerne skal 1500 soldater i stedet kunne træne urban krigsførelse på én gang.

Husenes røde tegltage i Schnöggersburgs gamle bydel Altstadt virker bekendte. Bydelens religiøse bygning kan være synagoge, moske eller kirke alt efter behov. På Platz der Union foran "parlamentet" stikker en tanks kanon ud mellem de lysegrå betonkonstruktioner. Schnöggersburg kan være en hvilken som helst by i krig.

Mængden af information om Schnöggersburg er minimal, især i Danmark. Og det på trods af at danske soldater kommer til at løbe i "byens" gader og sprænge sig igennem dens mure.

Fotograf og billedkunstner Mads Holm har været i Schnöggersburg to gange for at lave billeder. Torsdag d. 25. januar viser han dem frem og fortæller om projektet i Bogcaféen Barrikaden.

Arrangementet starter kl. 20 og er gratis og åbent for alle.

Mere info