Klimafolkemødet i Middelfart
Torsdag d. 29. aug. kl. 06:00
til 31. august 2024 kl. 23:59

Klimafolkemødet i Middelfart

Klimafolkemødet sætter klimaet øverst på dagsordenen
Klimafolkemødet i Middelfart er en årlig begivenhed, som sætter klimaet øverst på dagsordenen over tre dage i uge 35

Klimafolkemødet er klimakampens største arena for praktisk inspiration. Vi skaber inspiration ved at forbinde folk, skabe fest og kulør, give plads til det nye, tage de faglige debatter og vise de videnbaserede eksempler.

Det er her forskerne præsenterer den nyeste viden, virksomhederne viser de mest effektive eksempler, og det er her både unge og ældre kommer, ser, lytter, spørger, forstår, smager, oplever – og får tro på, vi har en vej, hvis vi står sammen og handler både kollektivt og individuelt.

Klimafolkemødet er derfor både folkeligt, politisk og fagligt. Vi er sat i verden for at skabe fælles resultater.

Optimismen og fællesskabet mellem mennesker er det, vi kendes på. Partnerskaberne – når borgere, foreninger og virksomheder mødes omkring konkrete projekter. Og ideerne, de konkrete forslag til lovgivning og nye måder at arbejde og leve på.

Det årlige program er derfor udformet, så deltagerne på kryds og tværs får en mulighed for at møde andre engagerede mennesker, danne nye partnerskaber og netværk – og frem for alt have det sjovt, hele familien, store og små. Vi tror på, at glæde skaber håb – og at håb fremmer forandringerne.

Klimafolkemødets resultater omfatter konkrete ideer til, hvordan vi alle kan være med til at gøre vores virksomheder og foreninger, boligforeninger og landsbyfællesskab, gader og lokalsamfund grønnere i fællesskab med andre.

Det er gratis at deltage alle dage, og vi prioriterer det sociale og faglige fællesskab.

Baggrund:

Det seneste Klimafolkemøde i 2023 var den hidtil største udgave, hvor 34.000 mennesker lagde vejen forbi Middelfart.

Region Syddanmark og Middelfart Kommune indgik i 2019 en strategisk samarbejdsaftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart fra at være en lokal begivenhed til at være en national begivenhed. Formålet er at skabe løsninger på klimaudfordringen og inspirere både borgere, beslutningstagere, virksomheder og organisationer til handling.

Klimafolkemødet afholdes sammen med en lang række arrangører, som bidrager med indhold til årets program.

Klimafolkemødet afholdes i 2024 den 29. til 31. august på KulturØpladsen i Middelfart.

Sted

Klimafolkemødet
KulturØpladsen
5500 Middelfart